Ægteskabsbetingelser

Retsregler

Betænkninger

Artikler

Ægteskabs- og samtykkealderen

Dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet

Svogerskab

Andengangsægteskaber

Anerkendelse af ægteskaber indgået i udlandet

Ugyldige vielser

Omstødelse


Retsregler

ÆL §§ 1-22

Bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse

Cirkulæreskrivelse nr. 9298 af 05.05.2015 om fremsendelse af prøvelsesattest med digital post i Danmark, Færøerne og Grønland

Vejledning om behandling af ægteskabssager.  (Omhandler sager om indgåelse af ægteskab, vielse samt anerkendelse af udenlandske vielser og skilsmisser).

Bekg. nr. 544 af 13.06.2012 om autorisation af ritualer for vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab mellem to af samme køn

Familiestyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 10090 af 21.12.2006 om indgåelse af ægteskab nye opgaver - til kommunerne.

Cirkulæreskrivelse nr. 10288 af 20.12.2007 om ændring af ”Vejledning om vielse nr. 1: Ægteskabsbetingelserne”

Cirkulæreskrivelse nr. 9721 af 23.07.2007 om pligt til at indberette mistanke om proformaægteskab (Ændring af § 22 a i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning)

Cirkulære nr.  110 af 14.12.2006 om ægteskabs indgåelse (I kraft d. 01.01.2007) Ophævet pr. d. 01.02.2012, jf. cirk. nr. 7. af 26.01.2012 om ophævelse af cirkulære om indgåelse af ægteskab

Vejledning nr. 10106 af 21/12/2006 om vielse nr. 1: Ægteskabsbetingelserne

Vejledning nr. 10105 af 21.12.2006 om vielse nr. 3: Aldersdispensation

Vejledning nr. 10120 af 21.12.2006 om vielse nr. 4: Dispensation fra kravet om lovligt ophold ved indgåelse af ægteskab i Danmark

Vejledning nr. 10121 af 21.12.2006 om vielse nr. 2: Dokumentation for at en part er ugift, herunder anerkendelse af udenlandske skilsmisser

Cirk. nr. 53 af 14.06.2002 om ændring af cirkulære om ægteskabs indgåelse.  (I kraft d. 01.07.2002)

Ægteskabsloven er ændret ved § 2 i lov nr. 365 af 06.06.2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love  Begge parter skal som udgangspunkt have dansk indfødsret eller lovligt ophold i Danmark. De nye regler er trådt i kraft d. 01.07.2002.

Betænkninger

Bet. 691/1973 om ægteskabs indgåelse.

Familiestyrelsen: Rapport om udlændinges indgåelse af ægteskab i Danmark, maj 2006

Artikler

Annette Kronborg i JUR 2005.89-95: Ægteskabsbetingelser

Stine Jørgensen i JUR 2007.43-45: Tvangsægteskaber retligt set.

Ægteskabs- og samtykkealderen 18 år, jfr. ÆL § 1 og § 2.

I 1990-1993 var der årligt 74-101 personer, som indgik ægteskab før det fyldte 18 år, jfr. p. 36 i bemærkningerne til lovforslag L 191 af 08.03.1995 til lov om værgemål.

Fra d. 01.01.1997 er unge, der har indgået ægteskab, myndige, medmindre statsamtet ved tilladelsen til ægteskabet har fastsat vilkår herom, jf. VML § 1, stk. 1 og ÆL § 1, stk. 2, som er indsat ved lov nr. 389 af 14.06.1995.

Fra d. 01.02.2017 kan der ikke længere dispenseres fra aldersbetingelsen

Svogerskab, jf. ÆL § 7

TFA 1998.368 CD: M fik i medfør af ÆL § 7 tilladelse til at indgå ægteskab med H2, der var datter af H1. Ægteskabet med H1 var ophørt for ca. 10 år siden, og H2, der var 9 år yngre end M, havde det meste af tiden ikke boet hjemme. M havde barn med H1, der nu var 11 år, og forholdet til barnet kunne ikke antages at blive yderligere ødelagt ved tilladelsen til ægteskabet.

TFA 2010.283/2 FS: M og H ønskede at indgå ægteskab. M var skilt fra H's datter i 2001. Der var ikke børn i dette ægteskab. FS gav efter ÆL § 7 tilladelse til ægteskab.

TFA 2013.717 FS: Ankestyrelsen afslog at tillade et ægteskab. M havde i ca. 8 år været gift med kvindens mor, og kvinden var vokset op som M's steddatter. Dette ægteskab var opløst knap 2 år før ansøgningen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at parret havde levet i et forældre-barn lignende forhold, fra kvinden var omkring 10 år, og at hensynet til mandens fællesbarn på 9 år  med kvindens mor talte mod at tillade, da dette barn indtil da havde opfattet kvinden som sin storesøster og ikke som en stedmor.

TFA 2015. 384/1 FS: Et par havde i 2013 (se TFA 2013.717)  fået afslag på at indgå ægteskab, fordi manden indtil 2011 havde været gift med kvindens mor, og fordi der i dette ægteskab var et fælles barn. To år senere søgte parret på ny og oplyste, at de nu ventede barn sammen. Ankestyrelsen tillod ægteskabet. Hensynet til det kommende fælles barn måtte tillægges væsentlig betydning. Derfor måtte hensynet til fællesbarnet med kvindens mor i det tidligere ægteskab træde i baggrunden.

Andengangsægteskaber.

a. Fraskilte

b. Enker og enkemænd


a. Fraskilte.

1. Bevis for tidligere ægteskabs ophør, jfr. ÆL § 9:

Familieret p. 174-175
ÆL-kommentar 1984 p. 44-52
Philip: Dansk International privat- og procesret, 3. udg. 1976, p. 212-221
T. Svenné Schmidt: Dansk International skilsmisse- og separationsret, 1972, p. 380-388
Peter Arnt Nielsen i International privat- og procesret p. 400-407
Haagerkonventionen af 01.06.1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer, jfr. bekg. nr. 391 af 31.07.1975 om ikrafttræden.

Maja Holmlund Nørgaard i TFA 2004.175-184: Kan islamisk skilsmisse anerkendes i dansk ret?

TFA 2001.150 CD: Retskraftspåtegning på udenlandske skilsmissedokumenter og legalisering af udenlandske skilsmissedokumenter og dødsattester.

TFA 2013.299 FS: Ankestyrelsens Familieretsafdeling blev af en kommune bedt om at forholde sig til en skilsmisse foretaget af den russiske ambassade i Danmark i 2007. Parret var begge russiske statsborgere, og skilsmissen var blevet registreret i CPR i H's bopælskommune. H havde efterfølgende i 2009 indgået nyt ægteskab, og sagen blev rejst i forbindelse med kommunens prøvelse af ægteskabsbetingelserne i forhold til M's ønske om at indgå nyt ægteskab. Uanset den omstændighed, at ambassaden efter russisk lovgivning var kompetent til at meddele skilsmissebevilling i den konkrete situation, tilkendegav Ankestyrelsens Familieretsafdeling, at skilsmissen ikke kunne anerkendes i Danmark, hvor alene statsforvaltningen og domstolene har kompetence til at give skilsmisse. H blev derfor henvist til at søge sit første ægteskab opløst.

2. Skifteerklæring, jfr. ÆL § 10:

Kravet i ÆL § 10 om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, er ophævet fra d. 01.10.2004 i tilfælde, hvor ægteskabet er ophørt ved skilsmisse.

Dispensation fra skiftereglen i ÆL § 10 kan fra d. 01.01.2002 gives af prøvelsesmyndigheden med rekurs til Justitsministeriet, jfr. lov nr. 461 af 07.06.2001 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som følge af børneloven m.v.).  Dispensation gives efter fast praksis, hvis der er gået mere end 1 år fra separationen eller skilsmissen, eller hvis ægteskabet er opløst i udlandet. Herudover kan dispensation efter et konkret skøn meddeles tidligere. Det kan f.eks. ske, hvis den tidligere ægtefælles modstand mod at give samtykke skyldes chikane, den tidligere ægtefælle er forsvundet, eller endelig bodeling alene beror på afhændelse af enkelte større aktiver eller på formalia

Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 14.12.2001 til samtlige kommuner om skiftefritagelse ved indgåelse af nyt ægteskab - trykt i TFA 2002.76-79.

Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 14.12.2001 til samtlige statsamter om skiftefritagelse ved indgåelse af nyt ægteskab - overførsel af kompetence til at meddele skiftefritagelse til prøvelsesmyndigheden.

Familieret p. 175
ÆL-kommentar 1984 p. 52-57
Skarrildhus 1994.8-9: Orientering om skiftefritagelse

TFA 2002.154 CD: Kommune afslog at give M skiftefritagelse i medfør af ÆL § 10, stk. 1, 3. pkt., da der kun var gået 10 måneder efter formuefællesskabets ophør ved separation. Civilretsdirektoratet gav skiftefritagelse, idet der var indgået aftale om deling af fællesboet, bortset fra en fast ejendom, der endnu ikke var solgt.

Dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet

TFA 2010.656 FS: K, der var brasiliansk statsborger, ønskede at indgå ægteskab med M, der var dansk statsborger med bopæl i Danmark. K indrejste i Danmark i dec. 2009, og K og M havde boet sammen siden indrejsen. K og M havde efter det oplyste kendt hinanden i 1 år og 7 måneder. Kommunen afslog at give K tilladelse til at indgå ægteskab med M med den begrundelse, at K ikke havde lovligt ophold i Danmark. K klagede til FS og anførte, at hun havde processuelt ophold i Danmark, så længe hendes ansøgning om familiesammenføring blev behandlet. FS stadfæstede kommunens afgørelse, idet styrelsen ikke fandt, at betingelserne i ÆL § 11 a, stk. 2, var til stede. Længden af K's ophold blev ved afgørelsen tillagt særlig vægt, ligesom det blev anført, at processuelt ophold ikke gav K lovligt ophold i Danmark med ret til at indgå ægteskab.

TFA 2013.543 FS: Ankestyrelsens Familieretsafdeling afslog at ændre en kommunes afslag på dispensation fra ægteskabsbetingelsen i ÆL § 11 a, stk. 2, om lovligt ophold i landet til en udenlandsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse. Manden var kommet til Danmark to år forinden. Han ville indgå ægteskab med en kvinde, som han havde kendt gennem ca. 1 år og aktuelt boede sammen med. Hverken kommunen eller Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at dispensere fra kravet om lovligt ophold. Såvel den konkrete afgørelse som administrationen af ÆL § 11 a vurderedes i overensstemmelse med Danmarks konventionsmæssige forpligtelser på området, herunder EMRK art. 12

Anerkendelse af ægteskaber indgået i udlandet

Vejledning nr. 9399 af 04.06.2014 om behandling af ægteskabssager

H. Kallehauge i UfR 1971 B.187-200 Ægteskab ved stedfortræder - et spørgsmål om ordre public.

TFA 2001.150 CD: Retskraftspåtegning på udenlandske skilsmissedokumenter og legalisering af udenlandske skilsmissedokumenter og dødsattester.

TFA 2004.269: Skrivelse om indgåelse af ægteskab, hvis parterne muligvis allerede er gift med hinanden.

TFA 1999.105 ØLD (FM 1998.118 Ballerup Skifterets dom): M, der var frasepareret, havde på Philippinerne indgået ægteskab med philippinsk kvinde i overensstemmelse med de der gældende regler. M havde over for myndighederne oplyst, at han var single. M og H rejste til Danmark, hvor M døde kort tid efter. Den philippinske H krævede en livsforsikring og kapitalpension udbetalt til sig, da hun var nærmeste pårørende. Da et bigamisk ægteskab efter de philippinske regler ubestridt var en nullitet, kunne ægteskabet ikke anerkendes som gyldigt efter dansk ret, og H var således ikke begunstiget. ØL stadfæstede.

TFA 1999.160 ØLD: H påstod skilsmisse efter ÆL § 32. Parterne havde alene en Marriage Service fra en velsignelse d. 18.07.1980 i en presbytariansk kirke i Californien. M blev frifundet, da der ikke forelå et gyldigt ægteskab efter californisk ret.

UfR 2012.434 ØLK (TFA 2012.92/2 ØLK): H anlagde sag mod M med påstand om skilsmisse i medfør af ÆL § 33. For Københavns Byret fremviste parterne en ikke legaliseret kopi af en pakistansk vielsesattest, hvorefter parterne havde indgået ægteskab i Pakistan d. 23.11.2000. Byretten fandt ikke, at parterne havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for vielsesattestens ægthed, jf. Familiestyrelsens vejledning nr. 9244 af 27.05.2010 om anerkendelse af udenlandske vielser, pkt. 2.1, og afviste sagen. For ØL fremlagde parterne en vielsesattest, som var fremskaffet i Pakistan, og som angaves at være den originale vielsesattest. Denne attest var ikke legaliseret eller i øvrigt søgt verificeret. ØL fandt det efter en samlet vurdering af samtlige foreliggende oplysninger ubetænkeligt at lægge til grund, at parterne blev viet i Pakistan d. 23.11.2000, og tog herefter skilsmissepåstanden til følge.

Ugyldige vielser

TFA 1998.457 CD: Vielse, der var foretaget af en viceborgmester fra en anden kommune, var ugyldig. Civilretsdirektoratet godkendte den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

TFA 1999.439 CD: Vielse var ugyldig, idet brudgommen besvimede efter at have sagt ja, men inden parret var erklæret for rette ægtefolk. Han døde næste formiddag. M og H havde levet sammen i 14 år, og de havde begge vilje til at indgå ægteskab og forståelse for situationen. Civilretsdirektoratet godkendte den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

TFA 1999.440 CD: Vielse var ugyldig, idet brudgommen under vielsen var bevidstløs efter en arbejdsulykke. M døde to dage senere. M og H havde levet sammen i ca. 1 år og havde planlagt bryllup 11 dage senere. Civilretsdirektoratet kunne ikke godkende den ugyldige vielse i medfør af ÆL § 21, stk. 2.

TFA 2000.227 CD: Ægteskab indgået i Danmark mellem en tysk mand og en thailandsk H var gyldigt efter dansk ret. H havde gennemgået kønsskifteoperation fra mand til kvinde og havde opgivet falsk navn. Ægteskabet var gyldigt, uanset om M evt. ikke var bekendt med kønsskiftet inden vielsen, og anset at kønsskiftet ikke anerkendes efter thailandsk ret.

TFA 2002.312 CD: Vielse i Danmark i 2001 var ugyldig, da parterne allerede var blevet gift med hinanden i USA i 1990.

UfR 2002.1601 VLD: M, der var uhelbredeligt syg af kræft, og H blevet viet på Århus Kommunehospital d. 23.09.1999, og M døde d. 25.09.1999. Parterne havde levet sammen i 6 år. Selv om M ved vielsen var psykisk svækket på grund af sin sygdom, var ægteskabet ikke ugyldigt af den grund, jfr. ÆL § 24, stk. 1, nr. 1 om omstødelse på grund af fornuftsmangel hos den ene ægtefælle. M havde over for H og læge og hospitalspræst givet udtryk for, at han ville giftes. M var under vielsen vågen og klar over, at han var i færd med at blive gift, og M havde, da han blev spurgt af præsten, om han ville ægte H, trykket eller holdt fast i H's hånd. M's adfærd under vielsen anset for at udgøre en erklæring om at ville ægte H, jfr. ÆL § 20, stk. 2. (2-1)

TFA 2006.265 ØLD: Under anke af separationsdom, hvor moderen fik forældremyndigheden til 8-årig datter, påstod M sagen hjemvist, idet ægteskabet ikke var gyldigt indgået. ØL henviste til, at parterne i 2000 havde underskrevet en Affidavit of Marriage, hvorefter de var gift i Kenya i 1996, og i et spørgeskema til brug ved M's ansøgning om familiesammenføring havde han oplyst, at han var blevet gift i 1996. Herefter, efter H's forklaring om en bryllupsceremoni, og da indsigelsen om ægteskabets ugyldighed først var fremkommet under sagsforberedelsen under ankesagen, fandt ØL ikke grundlag for at tage indsigelsen om ægteskabets ugyldighed til følge. Dommen stadfæstedes.

TFA 2007.548 FS: En kaptajn på et dansk skib i udenlandsk farvand havde forrettet en vielse. FS udtalte, at en vielse foretaget i Danmark eller af en dansk myndighed i udlandet som udgangspunkt er gyldig, hvis den er foretaget i overensstemmelse med ÆL § 21 stk. 1, jf. § 20 stk. 2. Det var muligt, at ægteskabet var gyldigt efter den lokale ægteskabslovgivning, men FS havde ikke kendskab til den. Det ville formentlig være meget tidskrævende at få de fornødne oplysninger herom. Den omstændighed, at vielsen var foretaget af en skibskaptajn, ville ikke kunne begrunde, at vielsen blev anset for ugyldig efter dansk ret, men ud fra FS’ erfaring med udenlandsk ægteskabsret virkede det ikke sandsynligt, at vielsen skulle være gyldig efter lokal ret. Vielsen var derfor ikke gyldig.

TFA 2007.551 FS: En tidligere folkekirkepræst (pastor emeritus) havde foretaget en nødvielse. FS fandt, at vielsen var ugyldig, da den tidligere folkekirkepræst ikke var bemyndiget til at foretage vielsen af en nuværende folkekirkepræst. FS godkendte dog efter omstændighederne vielsen, jf. ÆL § 21, stk. 2.  

TFA 2013.762 ØLD: Den 87-årige M blev under indlæggelse i april/maj 2008  CT-scannet, og det blev vurderet, at hans tilstand var forenelig med multi-infarkt demens. Han blev af flere læger vurderet som svært dement. I slutningen af maj 2008 blev han genindlagt i ukontaktbar tilstand. Medio juni var han vågnet op og gav udtryk for, at han ville indgå ægteskab med H. Han og H havde været kærester i 40 år, men havde aldrig boet sammen og havde begge særbørn. M blev af læger og psykiater vurderet habil, og der blev gennemført en nødvielse på hospitalet. M døde ca. 3 uger senere. M's datter D anlagde herefter sag med påstand om, at ægteskabet skulle omstødes, subsidiært at det var ugyldigt. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at M's dømmekraft var så svært læderet, at han ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. Frederiksberg Ret og ØL fandt. at ægteskabet ikke kunne omstødes efter påstand fra D, jf. ÆL § 24,  og efter vidneforklaringer fra H, præsten, en læge og en sygeplejerske var der ikke grundlag for at antage, at ægteskabet ikke var udtryk for M's vilje. Vielsen var herefter ikke ugyldig, jf. herved ÆL § 21 stk. 1, jf. § 20 stk. 2.

Omstødelse

UfR 2001.243 ØLD: 80-årig kvinde med svære tegn på demens blev d. 18.05.1998 borgerligt viet med 59-årig mand, som havde et barn med en af hendes døtre. Kvinden kom i september 1998 under værgemål og blev frataget handleevnen. Retten i Roskilde fandt det godtgjort, at hun var i en tilstand, der udelukkede evnen til at handle fornuftsmæssigt, og ægteskabet blev omstødt i medfør af ÆL § 24. ØL Stadfæstede.

TFA 2002.455 VLD: M og K havde boet sammen i 10 år og havde 3 fællesbørn. M pådrog sig en hjerneskade ved en motorcykelulykke i 1998. M og K blev gift d. 25.07.1999. M's personskadeerstatning på ca. 1 mio kr. blev indsat på H's konto. H ønskede i efteråret 2000 at blive separeret. M nedlagde påstand om omstødelse. Det fandtes ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at M på tidspunktet for ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukkede evnen til at handle fornuftsmæssigt, og betingelserne for omstødelse i medfør af ÆL § 24, stk. 1, nr. 1 var derfor ikke opfyldt.

TFA 2004.13 VLD: H fik ved retten i Hjørring medhold i påstand om omstødelse i medfør af ÆL § 23, idet M i forvejen var gift í Tyrkiet. VL lagde til grund, at der alene var tale om en religiøs vielse, som ikke havde nogen retsvirkning i Tyrkiet og derfor heller ikke i Danmark. På denne baggrund var ægteskabet ikke indgået i strid med ÆL § 9, og omstødelsespåstanden kunne ikke tages til følge. H fik medhold i påstand om skilsmisse i medfør af ÆL § 32.

UfR 2004.2607 VLD: H, der var irakisk kurder og kom til Danmark som 10-årig, fik ved retten i Århus medhold i, at hun havde været undergivet et sådant pres fra sin familie, at hun herved under tvang havde indgået ægteskab med sin fætter M, der også var kurder, og som kom til Danmark 3 måneder før vielsen. Ægteskabet blev herefter omstødt i medfør af ÆL § 24, stk. 1, nr. 2. VL fandt det ikke godtgjort, at H var blevet tvunget til at indgå ægteskab. Ægteskabet blev ikke omstødt, men parterne blev separeret.

TFA 2013.762 ØLD: Den 87-årige M blev under indlæggelse i april/maj 2008  CT-scannet, og det blev vurderet, at hans tilstand var forenelig med multi-infarkt demens. Han blev af flere læger vurderet som svært dement. I slutningen af maj 2008 blev han genindlagt i ukontaktbar tilstand. Medio juni var han vågnet op og gav udtryk for, at han ville indgå ægteskab med H. Han og H havde været kærester i 40 år, men havde aldrig boet sammen og havde begge særbørn. M blev af læger og psykiater vurderet habil, og der blev gennemført en nødvielse på hospitalet. M døde ca. 3 uger senere. M's datter D anlagde herefter sag med påstand om, at ægteskabet skulle omstødes, subsidiært at det var ugyldigt. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at M's dømmekraft var så svært læderet, at han ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. Frederiksberg Ret og ØL fandt. at ægteskabet ikke kunne omstødes efter påstand fra D, jf. ÆL § 24,  og efter vidneforklaringer fra H, præsten, en læge og en sygeplejerske var der ikke grundlag for at antage, at ægteskabet ikke var udtryk for M's vilje. Vielsen var herefter ikke ugyldig, jf. herved ÆL § 21 stk. 1, jf. § 20 stk. 2.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

07-07-17