Under ægteskabet

Ægtefællers hæftelse for gæld

Artikler

Oversigt over tilfælde med solidarisk hæftelse for ægtefæller

Ægtefællen anset for den reelle ejer

Ikke bevist, at ægtefællen er ejer

Pro-forma statueret

Fælleshæften

Hæftelse på andet grundlag.


Artikler

Irene Nørgaard og Jørgen Nørgaard i Festskrift til Peter Lødrup, 2002, p. 501-511: Kreditorernes stilling over for modvillige gifte debitorer.

Ægtefællen anset for den reelle ejer

UfR 1995.220 ØLK: Den Danske Bank begærede udlæg i fast ejendom, som rekvisiti arbejdsløse ægtefælle H i 1991 havde købt for kr. 3.5 mio. med udbetaling på kr. 500.000. Lyngby Fogedret tog begæringen til følge, idet ejendommen måtte anses for erhvervet af M. ØL fandt, at der ikke var grundlag for ved udlæg at tilsidesætte H's ejendomsret, der var tinglyst på ejendommen.

FM 1995.153 VL: M havde i 1990 ved tinglyst gaveægtepagt overdraget en fast ejendom til H, som desuden var registreret som ejer af en bil. M's kreditor begærede udlæg i ejendommen og bilen. Fogedretten i Lemvig fandt det ikke sandsynliggjort, at der var tale om et proformaarrangement, og udtalte, at det ikke under en fogedsag kunne prøves, om der foretoges en opsparing for M i H's navn. Kreditor hævede kæremålet efter landsrettens tilkendegivelse.

TfS 1995.785 VLK: Told- og Skatteregion Esbjerg havde foretaget udlæg for M's gæld i to biler, en Toyota Hi-Lux og en VW Golf. Fogedretten ophævede udlægget i Toyotaen for så vidt angik halvdelen, da denne var købt af M og H i fællesskab. VL ophævede udlægget i Golfen, da det fandtes godtgjort, at denne var købt af H ved midler tilvejebragt ved et lån, og at H derefter af sin løn løbende havde betalt afdrag på lånet.

UfR 1997.241 ØLK: Dansk Kaution, som havde en fordring mod M på 52.771 kr., begærede udlæg i 3 forfaldne tilgodehavender i henhold til fakturaer udstedt af et firma, som M drev i H's navn. H havde intet med firmaet at gøre. M fik udbetalt en løn på 20.000 kr. om måneden. Fogedretten i Frederikssund foretog udlæg i alle 3 fakturabeløb. ØL fandt, at de foretagne udlæg i 2 fakturabeløb på i alt ca. 59.800 kr. måtte sidestilles med udlæg i løn for personligt arbejde, og stadfæstede disse udlæg. Da det var uoplyst, om fristen på 7 dage efter RPL § 511, stk. 1 var blevet iagttaget for så vidt angik den 3. faktura på 8.830 kr., blev dette udlæg ophævet.

UfR 1998.162 ØLK (TFA 1998.45): Unibank begærede for et tilgodehavende mod M på ca. 176.000 kr. udlæg i ejendom i Middelfart, som var købt af H i 1990. Unibank gjorde gældende, at ejendommen reelt tilhørte M, subsidiært at der var opstået sameje som følge af M’s terminsbetalinger. Der fandtes ikke grundlag for at betvivle, at H i 1990 blev reel ejer, og der fandtes ikke at være opstået sameje om ejendommen. H havde selv haft indtægter, og det påhvilede efter RVL § 2 begge ægtefæller at bidrage til familiens underhold.

UfR 1998.1237 ØLK (TFA 1998.308): To kommanditselskaber under konkurs begærede udlæg i hus i Helsingør, som var købt i H's navn i 1994 for 1.950.000 kr. Udbetalingen på 175.000 kr. hidrørte fra nettoprovenu på hus, som H havde ejet siden 1982. H oppebar mellemste førtidspension, som blev suppleret med mindre lønindkomst som lægesekretær. M tjente knapt 1. mio. kr. årligt. Uanset at M i et ikke ubetydeligt omfang havde betalt ydelser og udgifter vedrørende ejendommen, fandtes der ikke grundlag for at statuere, at der var opstået sameje. Dissens for at statuere lige sameje.

TFA 1999.34 ØLK: K, som havde et tilgodehavende mod M på 231.839 kr., fik ikke medhold i begæring om udlæg i ejendom, som i 1994 var købt i H's navn. En del af købesummen var erlagt med M´s midler. H, der alene hæftede for gælden i ejendommen, havde betalt alle forbedringer, og H havde haft mulighed for at afholde i hvert fald en væsentlig del af de løbende ejendomsudgifter.

TFA 2002.212 VLK: Spar Nord A/S kunne ikke gøre udlæg i fast ejendom og bil, som tilhørte M's hustru H. H havde erhvervet ejendommen i 1997 ved hjælp af et lån hos hendes fader. Bilen ved erhvervet i 2001 ved en byttehandel med hendes gamle bil og optagelse af et banklån af H alene med M som kautionist. Fogedretten i Frederikshavn fandt det ikke godtgjort, at der var opstået sameje omkring huset og bilen. H kunne ved sine egne indtægter stort set afholde de faste udgifter forbundet med aktiverne. VL stadfæstede med bemærkning om, at der ikke var grundlag for at statuere, at der forelå et proformaarrangement, eller at M havde ydet H gaver, som krævede ægtepagt.

TFA 2002.416 ØLK (FM 2002.77 ØLK): Der var i fogedretten i Køge i 2000 gjort udlæg i M's halvdel af depositum. H påstod udlægget ophævet, idet hele depositum var betalt af hende. Fogedretten opretholdt udlægget. ØL tiltrådte, at  fordringen på udlægstidspunktet tilhørte M og H i sameje, og fandt ikke grundlag for at ophæve udlægget.

Ikke bevist, at ægtefællen er ejer

UfR 1988.278 HD: Forklaring om, at kr. 110.000, som lå i en kuvert i et klædeskab, var opsparet af H, ikke anset for troværdig.

TfS 1995.11 VLK: Fogedretten og VL stadfæstede udlæg foretaget af Told- og Skatte region Aalborg for M's momsgæld i Volvo 740. M gjorde gældende, at bilen tilhørte H, som skulle have købt bilen kontant for kr. 85.000, som lå hjemme i skuffen, og som var opsparede husholdningspenge samt jule- og fødselsdagsgaver til H. Ikke ført bevis for, at købesummen blev erlagt af H.

TfS 1997.415 VLK (FM 1997.28 VLK) : Told & Skat i Odense havde foretaget udlæg for M’s gæld på 476.692 kr. i 2 biler, der var registreret i H’s navn. Fogedretten ophævede udlægget i Opel Omega, da det ikke var godtgjort, at H ikke havde midler til at erhverve bilen i 1994. Fogedretten stadfæstede udlægget i Ford Mondeo, som var købt i 1995 for 330.000 kr. VL tiltrådte, at det ikke var godtgjort, at H ved hjælp af egne midler havde kunnet anskaffe og løbende havde kunnet betale ydelserne på denne bil. Da en væsentlig del af udbetalingen hidrørte fra lån, som også M hæftede for, stadfæstedes fogedrettens afgørelse.

ØLK af 07.04.1998 (1. afd. B-0967-98): Det fandtes ikke godtgjort, at M dagen før fogedforretning havde solgt sin motorcykel til H for 25.000 kr., og udlægget i motorcyklen blev herefter stadfæstet.

TFA 1998.56 VLD: M og H havde d. 15.01.1993 oprettet en ægtepagt, hvorefter en bil, nogle rettigheder ifølge en patentansøgning og en række løsøreeffekter, herunder litografier til en værdi på 77.000 kr., skulle tilhøre H som skilsmissesæreje. Ægtepagten blev oprettet efter, at M havde misligholdt sine forpligtelser over for Sanexco. M og H havde ikke ved deres forklaring bestyrket, at de omhandlede aktiver blev anskaffet af H, og aktiverne måtte derfor fortsat anses at tilhøre M.

Pro-forma statueret

FM 1993.132 ØLK: ØL tillod, at M's kreditor foretog udlæg for ca. kr. 239.000 i ejendom, som ifølge det tinglyste skøde tilhørte H. Ejendommen var købt under ægteskabet og udbetalingen var tilvejebragt af M. Ikke godtgjort, at de løbende indbetalinger på terminskontoen rent faktisk blev betalt af H. Rettelse til ref. i FM 1993.165

UfR 1994.497 VLK: Udlæg i en fast ejendom, som rekvisitus M's ægtefælle H havde erhvervet i 1980 for midler, som hun havde lånt, blev nægtet i betragtning af den indtægt, H gennem årene havde haft og anvendt til betaling af ydelser på ejendommen. Der var ikke grundlag for at statuere sameje om ejendommen. Derimod foretoges der udlæg i Opel Ascona købt af H for kr. 65.000 i 1991, hvor alene M havde fast arbejde, idet det - under hensyn til at H afholdt betydelige udgifter til den faste ejendom - ikke fandtes dokumenteret, at H havde haft midler og indtjening til at kunne erhverve bilen.

VLK af 18.09.1996 (B-2782-95): Bikuben Girobank A/S, som havde et tilgodehavende mod M på ca. 506.000 kr., begærede udlæg i fast ejendom samt Nissan, som var købt i H's navn. Antaget, at udbetalingen og midlerne til dækning af H's køb af ejendommen i 1989 i alt væsentligt hidrørte fra M, og at betaling af de løbende terminsydelser i alt væsentligt havde fundet sted med midler, der var skaffet til veje af M. Ejendommen måtte herefter uanset det formelle ejerforhold anses for at tilhøre M's bodel. M's bil var givet i bytte for 100.000 kr. ved købet af ny bil i 1995, og den kontante betaling af 81.000 kr. var betalt med midler, der for størstedelen hidrørte fra M. Der kunne herefter foretages udlæg i ejendommen og i bilen.

VLK af 13.11.1996 (B-1902-96): Nykredit A/S, som havde en fordring mod M på ca. 345.000 kr. begærede udlæg i villa i Højbjerg, som ifølge tingbogen tilhørte H. M havde pr. 01.07.1994 solgt villaen til H for 1.059.000 kr. med en udbetaling på 406.000 kr., som var indbetalt til berigtigende advokat af H's moder. M og H udstedte gældsbrev til H's moder på 300.000 kr. M indsatte 340.000 kr. af provenuet på en konto tilhørende H's moder. H var studerende og uden fast indtægt. Alle udgifter vedrørende ejendommen blev betalt af M, som hæftede som selvskylderkautionist for kreditforeningslånene. Under disse omstændigheder fandt VL det ikke godtgjort, at den aftalte overdragelse havde en sådan økonomisk realitet, at Nykredit skulle respektere denne.

TFA 2003.132 VLK (Pantefogeden 2003.24 VLK): M, der havde oparbejdet en større bankgæld, havde i forbindelse med en påtænkt samlivsophævelse overdraget sin ideelle halvpart af ejendom til H mod, at denne overtog pantegælden som enedebitor. Den påtænkte samlivsophævelse var aldrig blevet effektuere, og der var ikke indhentet en vurdering af ejendommen. H havde ikke de fornødne midler til selv at betale udgifterne vedrørende ejendommen. Der var ikke sket gældsovertagelse, da kreditor ikke ville acceptere dette. På denne baggrund antaget af fogedretten i Aalborg, at der aldrig  havde været økonomisk realitet i eneejerskabet af ejendommen, og at det formelle ejerforhold således ikke afspejlede det reelle ejerforhold, hvorfor der kunne gøres udlæg i M's ideelle anpart af ejendommen. VL stadfæstede.

b. Fælleshæften, jfr. RVL §§ 11, 12  

Familieret p. 456-468

UfR 1932.186 ØLD: H, der ikke havde underskrevet lejekontrakt, hæftede ikke for huslejen.

JD 1951.215 Københavns Byret: M, der var styrmand, hæftede for H's indkøb for i alt 534,04 kr. i Nordby Brugsforening også for tiden efter samlivsophævelsen i juli 1948, idet M, der var bekendt med, at H havde kontrabog, ikke havde gjort brugsforeningen opmærksom på samlivsophævelsen.

UfR 1958.407 ØLD: Fru H havde på konto i Magasin du Nord (M) købt varer til i alt 9.180 kr. inkl. renter. Hun skyldte herefter i alt til rest 3.734 kr. Indkøbene fandtes omfattede af RVL § 11, hvis anvendelse ikke fandtes udelukket ved, at H selv havde oprettet kontoen hos M. Den 1-årige forældelse fandtes afbrudt ved H's løfte i en skrivelse til M om betaling, således at der fra dette tidspunkt løb en ny 1-årig forældelsesfrist. Nogle senere forslag i skrivelser til M's sagfører om den nærmere afvikling fandtes ikke at virke afbrydende, og hele kravet var herefter forældet.

UfR 1959.545 VLD: M hæftede for restgæld til Magasin på 331 kr., idet Magasin havde været  berettiget til at afskrive de stedfundne indbetalinger under ægteskabet forlods på den ældste del af gælden fra før ægteskabet.

UfR 1959.951/1 ØLD: Krav mod H på 331 kr. for betaling af tøj, som hun selv havde købt, var ikke forældet på 1 år, idet  hun havde betalt et afdrag på 50 kr. og på bagsiden af postanvisningskuponen havde skrevet: »De bedes venligst modtage 50,00 i dag og fremtidig 25,00 ugentlig og om muligt mere.«. Der var herved sket en erkendelse, der ville afbryde en eventuel forældelse.

UfR 1960.730/1 Frederiksberg Ret: M hæftede i medfør af RVL § 11 for hustruens køb af 2 par damesko til i alt 732 kr. - uanset at ægteskabet året efter blev omstødt.

UfR 1960.730/2 Århus Byret: M hæftede i medfør af RVL § 11 for hustruens køb af 2 dukkevogne til en pris af 169 kr. til ægtefællernes 2 døtre.

UfR 1960.738 Københavns Byret: H kunne ikke påberåbe sig forældelsesreglen i RVL § 26, idet der i forbindelse med købene af de pågældende manufakturvarer for i alt 239 kr. var oprettet frivilligt forlig for hvert af købene, hvorfor hun måtte anses for at have påtaget sig et videregående ansvar, jfr. RVL  § 27.

UfR 1972.1042/2 VLD: H hæftede ikke for istandsættelse af fraflyttet lejlighed i M's navn.

UfR 1974.773/2 (Herning Byret): M hæftede ikke for et hjemme-sykursus til 975 kr., som H havde tilmeldt sig.

UfR 1984.143 VLD: H hæftede ikke for istandsættelse af lejlighed i Arbejdernes Andelsboligforening i Århus, idet hun ikke ved at have underskrevet boligoverenskomsten på sidste side som ægtefælle derved havde påtaget sig at hæfte, og idet hendes underskrift på afståelseserklæring var et samtykke efter LL § 81, stk. 2.

UfR 1984.612/1 VLK (FM 1984.70): Ikke hjemmel til udpantning hos H for Tv-licens, uanset om hun måtte hæfte efter RVL § 11.

UfR 1985.77/1 VLD: H hæftede for leverancer af  fyringsolie for kr. 8.510.

Fagl. Nyt 1991.91: Silkeborg Civilrets dom af 23.04.1991: Støvsuger til kr. 10.000 ikke omfattet af RVL § 11.

TFA 2009.30 ØLD: H havde i 2003 indgået en kontrakt om ændring af et abonnement til en fastnettelefon fra TDC til Tele2. Samlivet blev ophævet godt et år efter, og ægtefællerne var nu skilt. Telefonselskabet Tele 2 sagsøgte M, der var blevet boende i lejligheden. Københavns Byret fandt forholdet omfattet af RVL § 11 og dømte M til at betale 2.381 kr. for telefonsamtaler. ØL stadfæstede.

c. Hæftelse på andet grundlag.

Familieret p. 458-463

Susanne Karstoft i UfR 2004 B.50-55: Kortindehavers hæftelse ved overladelse af betalingskort

UfR 1983.186 VLD: M hæftede for H's indkøb på M's kontokort i Salling i de første to måneder under samlivsophævelsen, indtil H selv traf aftale om forhøjelse af kreditgrænsen.

UfR 1987.43 VLD: H hæftede for betaling af elinstallationsarbejde, som var udført på hendes ejendom, men som var bestilt af M, ud fra et kombineret berigelses- og passivitetssynspunkt.

UfR 1987.573/2 VLD: H erstatningsansvarlig som sælger for sætningsskader, som kunne tilregnes M som selvbygger.

UfR 1989.182 ØLK: Asylsøgende ægtepar hæftede i medfør af RVL § 2 begge for opholdsudgifter over for Direktoratet for Udlændinge, som herefter kunne foretage udlæg i H's smykker. RVL § 2 regulerer kun parternes indbyrdes forhold, jfr. Familieret p. 286 note 1.

UfR 1991.343 VLD: H hæftede for betaling af tømrer- og snedkerarbejde på hendes faste ejendom, som M havde bestilt - passivitetssynspunkt.

UfR 1994.328 ØLD: H hæftede for betaling af reparation af pudslaget på hendes faste ejendom, som M havde bestilt.
Det måtte have stået klart for H, der under udførelsen af arbejde, som M havde bestilt udført på hendes faste ejendom, var til stede, at håndværkeren regnede med, at arbejdet udførtes efter bestilling også af ejendommens ejer, således at han fik et krav mod ejeren. Under disse omstændigheder fandtes også H, der ikke bragte håndværkeren ud af hans vildfarelse, at hæfte for betalingen for arbejdet:

ØLD af 29.08.1994 (15. afd. B-1672-93): M og H ejede gård i sameje. Parterne havde konto hos Superfos Korn A/S. M var fraflyttet gården i 1990 uden at orientere Superfos. M fandtes ikke at have godtgjort, at han var uvidende om H's fortsatte brug af kontoen, og han hæftede derfor også for de indkøb, som var foretaget af H i 1990 til brug for driften af den fælles gård.

VLD af 10.04.1995 (3. afd. B-1920-93) (R&R nr. 7 1995 SM 216): M ejede en ejendom, hvorfra der blev drevet minkfarm. H var registreret som indehaver over for told- og skattevæsen. M medtog resultatet i sit regnskab under virksomhedsordningen, og M fremstod over for leverandører, kunder og bankforbindelse som medindehaver af virksomheden. Det fandtes godtgjort, at der mellem ægtefællerne var opstået et interessentskabslignende forhold, og at manden derfor hæftede for den momsgæld og skatterestance på i alt kr. 382.117, der var opstået i forbindelse med driften af minkfarmen.

UfR 1996.1608 HD: H modtog i 1987-88 hjælp fra Morsø Kommune til uddannelse m.v., herunder tilbagebetalingspligtig hjælp på i alt 14.414 kr. til terminsydelser på hus, som tilhørte M. Antaget, at der hverken i BIL § 42 eller i BIL § 6 var grundlag for at anse M som modtager af hjælpen, og at der ikke i den dagældende BIL § 25, stk. 2 var hjemmel til at pålægge M solidarisk hæftelse for den ydede hjælp. (Der er fra d. 01.07.1998 indført hjemmel til solidarisk hæftelse i lov om aktiv socialpolitik § 92, stk. 2).

UfR 2014.277 VLD (TFA 2014.46 VLD): M og H, der var danskere, og det tyske ægtepar, G, havde i mange sæsoner boet på samme campingplads og lært hinanden at kende. G var interesseret i at købe campingvogn, som K M havde købt i 2004. D. 06.04.2010 blev der indgået en købsaftale på tysk mellem H og M på sælgersiden og det tyske ægtepar som købere. Prisen var 90.000 kr., og det fremgik af aftalen, at campingvognen var »in einwandfreiem Zustand« og »Es sind KEINE Undichtigkeiten vorhanden!«. G hævede handelen d. 09.04.2010, da campingvognen ikke var i den tilsikrede stand, og de forlangte købesummen tilbagebetalt. Under den efterfølgende korrespondance blev G gjort opmærksom på, at H ikke havde underskrevet aftalen. G anlagde sag mod H og M med påstand om, at købesummen mod udlevering af campingvognen skulle tilbagebetales, og påløbne omkostninger erstattes. Der blev afholdt syn og skøn, og skønsmanden konstaterede fugtskader og ringe vækst af svimmelsvamp. H og M blev frifundet af retten i Holstebro, idet retten for så vidt angik H lagde vægt på, at hun ikke havde været medejer af campingvognen og ikke havde underskrevet købekontrakten, og den omstændighed, at H, der kunne tale tysk, havde stået for fremvisningen, kunne ikke føre til et andet resultat. M blev frifundet, idet G kunne have undersøgt campingvognen, og det måtte antages, at fugtskaderne var forårsaget af manglende eller mangelfuld udluftning. VL lagde vægt på, at H var angivet som sælger i aftalen, og at det var hende, der i forbindelse med salgsforhandlingerne havde ført ordet og fremvist campingvognen, og hun havde ikke nævnt, at hun ikke var medejer. H havde på denne baggrund givet G føje til at gå ud fra, at hun var medejer, og hun kunne derfor ikke frigøre sig for ansvar med henvisning til, at den nu afdøde M var ejer. Det fremgik af købsaftalen, at campingvognen var i mangelfri tilstand, og at der ikke var utæthedsproblemer. 3 dage efter købet havde G opdaget fugtproblemer, som ikke kunne være opstået efter købet, og syns- og skønsmanden havde bl.a. givet udtryk for, at de mange fugtskader ikke var forventelige, og at de med meget stor sandsynlighed stammede fra før købsaftalens indgåelse. Campingvognen havde derfor været behæftet med væsentlige mangler på købstidspunktet, og da G ikke havde tilsidesat deres undersøgelsespligt, havde de været berettiget til at hæve købet.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

07-07-17