Lovændringer
Kapitel 1: Almindelige bestemmelser, §§ 1-14
Kapitel 2: Om formuen, §§ 15-24
Kapitel 3: Om gældsansvaret, §§ 25-27
Kapitel 4: Om ægtepagter og andre retshandler mellem ægtefæller,
§§ 28-37
Kapitel 5: Om bosondring, §§ 38-44
Kapitel 6: Om indtegning af ægtepagter, §§ 45-51
Kapitel 7: Forskellige bestemmelser, §§ 52-53 a
Kapitel 8: Overgangsbestemmelser, §§ 54-58
Lov nr. 56 af 18.03.1925.
Nu lovbekg. nr. 37
af 05.01.1995 om ægteskabets retsvirkninger, som ændret ved
§ 9 i lov
nr. 389 af 14.06.1995, (Ændringer som følge af værgemålsloven) Ændring
af RVL § 35, 2. pkt. og ophævelse af § 52 fra d. 01.01.1997
§ 4 i lov
nr. 385 af 22. maj 1996, (Ændring som følge af lov om skifte af dødsboer)
Ændring af RVL § 23 fra d. 01.01.1997
§ 2 i lov
nr. 446 af 09.06.2004 (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.).
I kraft d. 01.10.2004 (Ophævelse af § 38, 4 og ny § 52 a) og 01.04.2005 (Ophævelse
af § 8, stk. 2)
§ 28 i lov nr.
542 af 24.06.2005 (Lov om regional statsforvaltning) fra d. 01.01.2007.
(Overalt i loven ændres »statsamtet« til: »statsforvaltningen«, »Statsamtets«
til: »Statsforvaltningens«, »statsamtets« til: »statsforvaltningens« og »statsamternes«
til: »statsforvaltningernes«.)
§ 1 i lov nr. 483
af 07.06.2006 (Pensionsrettigheders behandling ved død samt separation og
skilsmisse) fra d. 01.01.2007, RVL § 16 h, stk. 2 dog fra d. 01.07.2006.
§ 28 i lov nr.
523 af 06.06.2007 (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af
fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.)
fra d. 01.01.2008.
§ 2 i lov
nr. 349 af 06.05.2009 (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist
m.v.) fra d. 01.10.2009, dog træder ændringen af
§ 52 a, stk. 4, i kraft på et tidspunkt, der fastsættes af Justitsministeren.
Er ved bekg.
nr. 880 af 05.07.2010 fastsat til d. 01.08.2010.
§ 83 i
lov
nr. 594 af 14.06.2011 (Lov om ægtefælleskifte m.v.) fra d. 01.03.2011.
§ 1. Mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage
familiens tarv.
§ 2. Det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem
virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe
familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til
underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel
som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
§ 3. Kan udgifterne til en ægtefælles særlige behov og udgifterne ved de hverv, som
han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at varetage for familiens underhold,
ikke dækkes af det bidrag, han selv skal yde ifølge § 2, er den
anden ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb ad
gangen. Dette gælder dog ikke, hvis en anden ordning er påkrævet, fordi ægtefællen
har vist sig uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger.
§ 4. Hvad der i henhold til §§ 2 og
3 overlades en ægtefælle til
fyldestgørelse af hans særlige behov, betragtes, som om han selv havde indført det i
fællesboet.
§ 5. Forsømmer en ægtefælle at opfylde sin underholdspligt efter § 2, bliver der på begæring at pålægge ham at yde den anden
ægtefælle et pengebidrag i det omfang, hvori det efter omstændighederne må anses for
rimeligt.
§ 6. Lever
ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke sammen, finder reglerne i § 2 tilsvarende anvendelse. Det tilskud, som den ene ægtefælle
herefter skal yde til den anden ægtefælles og de hos denne værende børns underhold,
bliver på begæring at fastsætte til et pengebidrag. En ægtefælle, som væsentlig
bærer skylden for samlivets ophævelse, har dog ikke krav på bidrag til sit eget
underhold, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.
§ 7. I de i § 6 omhandlede tilfælde kan statsforvaltningen
i det omfang,
hvori det efter ægtefællernes livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for
passende, på begæring pålægge den ene ægtefælle at overlade den anden ægtefælle
brugen af løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave eller til den
anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Stk. 2. Brugsretten over løsøre, der herefter er udleveret en af ægtefællerne til benyttelse, kan ikke anfægtes ved aftale mellem tredjemand og den anden ægtefælle.
Stk. 3. Den brugsberettigede ægtefælle kan kræve sig indsat i besiddelsen ved en
umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med lov om rettens pleje af 11. april 1916
§ 609.
§ 8. Spørgsmål om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6
afgøres af statsforvaltningen. Denne kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne
ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentlig har forandret sig.
§ 8, stk. 2 er ophævet fra d. 01.04.2005 ved § 2.1 i lov
nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd:
Stk. 2. Underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 kan kun, når særlige
grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for
begæringen.
§ 9. Ved afgørelser i henhold til §§ 5,
6 og 7 kan en mellem ægtefællerne truffen
aftale fraviges, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har
forandret sig.
§ 9 a. Statsforvaltningen og justitsministeren kan til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller justitsministeren de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
§ 9 a er indsat ved § 2.1 i lov nr. 349 af 06.05.2009 fra d. 01.10.2009.
§ 10. Ægtefællerne er pligtige at give hinanden de oplysninger om
deres økonomiske forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.
§ 11. Under samlivet er hver af ægtefællerne i forhold til tredjemand berettiget til på begges
ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings
eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme ret har
hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov.
De her nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke
andet fremgår af omstændighederne.
Stk. 2. En ægtefælle kan uanset mindreårighed selv indgå sådanne retshandler, som omtales i nærværende paragrafs første stykke.
Stk. 3. Hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse, at det,
som retshandelen gik ud på, lå udenfor det efter forholdene rimelige, bliver den anden
ægtefælle ikke forpligtet. Hvis under samme forhold retshandelen er indgået af en
mindreårig, bliver denne ej heller selv forpligtet.
§ 12. Misbruger en ægtefælle den ret, som tilkommer ham efter § 11,
kan statsforvaltningen på den anden ægtefælles begæring fratage ham retten. Er det en
mindreårig ægtefælle, der gør sig skyldig i sådant misbrug, kan retten fratages ham
også på begæring af værgen.
Stk. 2. Retten skal atter tilbagegives ægtefællen, når forholdene har forandret sig, eller når den anden ægtefælle og, hvor retten er frataget en mindreårig, tillige værgen begærer det.
Stk. 3. Statsforvaltningens afgørelse kan ikke gøres gældende mod godtroende tredjemand,
medmindre den tinglyses i personbogen i overensstemmelse med reglerne i kap. 6.
§ 13. Er en ægtefælle, medens samlivet består, ved fraværelse
eller sygdom forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så
vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan
opsættes, derunder oppebære indtægter og, hvor det for familiens underhold er
uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast ejendom kan
dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens samtykke.
§ 14. Er løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed,
med dennes samtykke inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af
den anden ægtefælle, bliver retshandler, denne foretager vedrørende sådant løsøre,
bindende for den førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde indse,
at den anden ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.
§ 15. Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje, jf. § 28.
Stk. 2. På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt
af personlig art, får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse i den
udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende
regler.
§ 16. Hver
ægtefælle har i levende live rådigheden over alt, hvad han har indført i fællesboet,
dog med de indskrænkninger, der følger af reglerne i §§ 17-20.
Stk. 2. Ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af bosondring eller separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
§ 16 a. Ved skifte efter en ægtefælles død udtager den længstlevende ægtefælle egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods af fællesboet.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle udtager endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
§ 16 a er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 b. Ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring udtager ægtefællerne egne rimelige pensionsrettigheder forlods af fællesboet.
Stk. 2. Ægtefællerne udtager endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Stk. 3. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i delingen af fællesboet.
§ 16 b er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 c. Har ægteskabet været af kortere varighed, udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods af fællesboet.
Stk. 2. Ægtefællerne udtager endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
§ 16 c er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 d. Skifteretten kan ved skifte af fællesboet i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring bestemme, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis
1) sidstnævnte ægtefælle under ægteskabet har foretaget en
mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for
den pågældende, og
2) dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien
eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for
arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.
Stk. 2. Beløbet kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af midler fra fællesejet.
§ 16 d er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 e. Skifteretten kan ved skifte af fællesboet i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring bestemme, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis
1) ægteskabet har været af længere varighed og
2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes
pensionsrettigheder.
Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
§ 16 e er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 f. Beløb, som en ægtefælle i medfør af §§ 16 d og 16 e skal betale til den anden ægtefælle, betales kontant.
Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme,
1) at beløbet skal afdrages over en kort årrække mod
passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette ikke er muligt,
2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en
andel af sin kapital- eller ratepension, eller, hvis dette ikke er muligt,
3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en
pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.
Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, gives andelen først af ægtefællens kapitalpension. Andelen gives ved en deling af pensionsrettigheden.
Stk. 4. Beløb, der skal afdrages efter stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Stk. 5. Stk. 2 og 3 kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Stk. 6. Aftaler ægtefæller ved skifte af fællesboet, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 16 d og 16 e og for valg af delingsmetode efter § 16 f, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Stk. 7. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at registrere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 4, afholdes af ægtefællerne.
§ 16 f er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 g. I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods af fællesboet efter § 16 b, skal ægtefæller udtage egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves.
Stk. 2. § 16 f, stk. 2-7, finder tilsvarende anvendelse på pensionsrettigheder efter stk. 1.
§ 16 g er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 h. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 28. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring.
Stk. 3. § 16 g, stk. 1, og § 16 f, stk. 2-7, finder tilsvarende anvendelse
§ 16 h er indsat fra d. 01.01.2007 ved
§ 1.1. i lov nr.
483 af 07.06.2006. Ægtepagter efter § 16 h, stk. 2, kan tinglyses
fra og med den 1. juli 2006, jfr. § 5.2. i lov
nr. 483 af 07.06.2006
§ 17. En ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over
fælleseje således, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den
anden ægtefælle.
§ 18. En ægtefælle
må ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der
er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes
eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Sådan ejendom må
heller ikke uden samtykke af den anden ægtefælle bortlejes eller bortforpagtes, såfremt
dette vil medføre, at den ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag
for erhvervsvirksomheden. Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan den
anden ægtefælle få den omstødt ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså
eller burde indse, at ægtefællen var uberettiget til at foretage retshandelen. Sag må
dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab om retshandelen,
og senest inden 1 år efter dens tinglæsning.
§ 19. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke
afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet
i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller det
tjener til børnenes personlige brug. Selv om ægtefællen er umyndig, kan han afgive
samtykke, såfremt han dog ikke er sindssyg eller åndssvag; er dette tilfældet, eller
kan ægtefællens udtalelse ikke indhentes uden væsentlig vanskelighed eller forhaling,
er samtykke unødvendigt.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan den
anden ægtefælle få den omstødt ved dom, medmindre erhververen eller panthaveren var i
god tro. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab
om retshandelen, og senest inden 1 år efter genstandens overlevering eller ved
underpantsætning efter retshandelens tinglæsning.
§ 20. Nægter den anden ægtefælle eller værgen at give samtykke i
de tilfælde, som nævnes i §§ 18 og 19, kan
statsforvaltningen på begæring tillade retshandelen, hvis der ikke findes at være skellig grund
til nægtelsen.
§ 21. (Ophævet).
§ 22. En ægtefælle kan forlange, at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af en
fortegnelse over, hvilke dele af fællesboet enhver af dem råder over, og hvad der måtte
høre til enhvers særeje. Retten afgør efter samtlige foreliggende omstændigheder,
hvilken beviskraft der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.
§ 23.
Såfremt en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin
rådighed over fælleseje eller på anden uforsvarlig måde i væsentlig grad har
formindsket den del af fællesboet, hvorover den pågældende råder, kan den anden
ægtefælle forlange vederlag herfor af det beholdne fællesbo eller, hvis dette ikke er
tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles særeje for halvdelen af det manglende
beløb. Den anden ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag af det beholdne
fælleseje eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles
fuldstændige særeje for halvdelen af det manglende beløb.
Stk. 2. En ægtefælle har ligeledes ret til sådant vederlag, såfremt den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller af sådanne rettigheder som nævnt i § 15, stk. 2. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle har anvendt midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesæreje til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Stk. 3. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, har ægtefællen ret til vederlag herfor af bodelen. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.
Stk. 4. Stk. 2 finder ikke anvendelse på pensionsrettigheder efter §§ 16 a-16 c.
§ 23, stk. 4 er indsat fra d.
01.01.2007 ved § 1.2. i lov
nr. 483 af 07.06.2006
§ 24. De
i § 23 nævnte vederlagsfordringer kan først gøres gældende, når fællesboet skiftes.
Opnås der ikke under skiftet fuld dækning for fordringen, kan der ikke senere gøres
krav gældende for det manglende.
§ 25. Enhver af ægtefællerne hæfter med den del af fællesboet, hvorover han råder, og med sit særeje for de ham påhvilende forpligtelser, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet.
§ 26. (Ophævet).
§ 26 er ophævet ved § 28.1 i lov
nr. 523 af 06.06.2007 for krav der stiftes fra og med fra d. 01.01.2008.
Hidtidig formulering: § 26. Krav på
hustruen af den i § 11 nævnte art forældes i løbet af 1
år, når tillige manden hæfter for gælden. Reglerne i lov nr. 274 af 22.
december 1908 § 1, sidste pkt., samt §§ 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse
ved denne forældelse.
§ 27. (Ophævet).
§ 27 er ophævet ved § 28.1 i lov nr. 523 af 06.06.2007 for krav der stiftes fra og med fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering: § 27. Bestemmelserne i § 26 finder ikke anvendelse, hvis hustruen har påtaget sig et videregående ansvar.
§ 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale:
1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne
ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), og
2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal
forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af
ægtefællernes ejendele, kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af
ægtefællernes død.
Stk. 3. En
aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen
vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen.
§ 28 a. En
gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave eller arv, herunder tvangsarv, træffe
tilsvarende bestemmelse som efter § 28. Bestemmelsen vedrørende arv skal træffes i et
testamente.
se § 17 i lov
nr. 396 af 13.06.1990
§ 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers
eller arveladers bestemmelse om særeje.
§ 29. Ægtefæller kan med de begrænsninger, som loven medfører,
indgå retshandler med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig
forpligtelser overfor hinanden.
§ 30. Gaver mellem
forlovede, som skal tilfalde modtageren ved ægteskabets indgåelse, og gaver mellem
ægtefæller må for at være gyldige ske ved ægtepagt. Dette gælder dog ikke
sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, ej heller gaver,
som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres
den anden ægtefælle.
Stk. 2. Det kan ikke gennem ægtepagt eller på anden måde
gyldigt vedtages, at det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden vederlag skal
tilfalde den anden.
§ 31. En ægtefælle,
hvis indtægter i løbet af et kalenderår har givet overskud, kan inden udløbet af det
følgende år uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit overdrage den anden ægtefælle
indtil halvdelen af overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens
kreditorer, for så vidt han i et af ham underskrevet dokument har angivet overskuddets
størrelse, og han derhos har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler tilbage til at
dække sine forpligtelser.
§ 32. Har ægtefællerne
uden ægtepagt truffet aftale om overdragelse af ejendele fra den ene af dem til den
anden, kan aftalen alene gøres gældende overfor overdragerens kreditorer, såfremt det
godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.
§ 33. Har den ene
ægtefælle givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på
overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden
ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt
utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Er der ydet delvis
vederlag, fradrages dette i værdien. Den anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når
han beviser, at de overførte genstande er gået tabt uden hans skyld.
Stk. 2. Nærværende paragraf kommer ikke til anvendelse med hensyn til de i § 30, stk. 1, 2. pkt., nævnte gaver.
§ 34. (Ophævet).
§ 35. Ægtepagt
skal oprettes skriftligt under parternes hånd; også en umyndig part skal underskrive.
Samtykke fra værgen gives ved underskrift på ægtepagten.
§ 36. (Ophævet).
§ 37. Ægtepagt må for at blive gyldig tinglyses i personbogen, jf.
kapitel 6.
§ 38. En
ægtefælle kan forlange bosondring:
1) når den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af
sin rådighed over fælleseje eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har
formindsket den del af fællesboet, hvorover han råder, eller har fremkaldt fare for
sådan formindskelse,
2) når den anden ægtefælles bo er kommet under konkursbehandling,
3) når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet, og begæring om bosondring
indgives inden 1 år efter samlivets ophævelse,
§ 38, stk.. 4 er ophævet fra d. 01.10.2004 ved § 2.2 i lov
nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd:
4) når den anden ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet uden hans vidende havde et
arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn. Kravet må
i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder efter, at han er blevet vidende om
forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet er afgået ved døden, medmindre det har
efterladt sig livsarvinger.
Bosondring efter § 38, nr. 4 kan meddeles på baggrund af en begæring
indgivet til skifteretten før den 1. oktober 2004, jfr. § 9.3 i lov
nr. 446 af 09.06.2004
§ 39. Begæring om bosondring indleveres skriftlig til skifteretten på det sted, hvor
den anden ægtefælle bor eller i mangel af bopæl opholder sig; har han ikke bekendt
bopæl eller opholdssted her i landet, sker henvendelsen til skifteretten på det sted,
hvor andrageren bor eller opholder sig. Har ingen af ægtefællerne bopæl eller ophold
her i landet, kan justitsministeren i særlige tilfælde bestemme, at begæring kan
indleveres til en herværende skifteret.
Stk. 2. Skriftlige beviser for de omstændigheder, ved hvilke bosondringen skal begrundes, bør så vidt muligt ledsage andragendet. Skønnes yderligere oplysninger fornødne, kan skifteretten gøre vedkommende opmærksom derpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem.
Stk. 3. Der skal så vidt muligt gives den anden ægtefælle lejlighed til at erklære
sig, i hvilket øjemed skifteretten kan indkalde ham til at møde for sig. Nægter den
anden ægtefælle at udtale sig, eller udebliver han uden gyldigt forfald, kan han
behandles som den, der ikke drister sig til at modsige andragerens opgivender. Har den
anden ægtefælle ikke bekendt bopæl eller opholdssted her i landet, kan skifteretten,
dersom den finder anledning dertil, foranledige, at der beskikkes en værge til at afgive
erklæring, forinden afgørelse træffes.
§ 40. Skifteretten afgør på grundlag af de foreliggende erklæringer og beviser, om den
fremsatte begæring om bosondring skal tages til følge eller ikke. Kendelsen bliver at
afsige snarest muligt og som regel inden 14 dage fra indleveringsdagen.
Stk. 2. Skifterettens afgørelse kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Stk. 3. Når bosondring er besluttet, bliver udførelsen af denne beslutning ikke opholdt ved, at kendelsen påkæres, dog kan ingen af ægtefællerne forlange at modtage udlæg for sin lod i den del af fællesboet, hvorover den anden råder, forinden endelig afgørelse er truffet.
§ 40, stk. 2 er ændret ved
§ 83.1 i lov
nr. 594 af 14.06.2011 fra d. 01.03.2011.
Hidtidig formulering:
Stk. 2. Skifterettens beslutning kan indbringes for landsretten ved kære, efter de i lov
om rettens pleje af 11. april 1916, kap. 58, fastsatte regler.
§ 41. (Ophævet).
§ 41 er ophævet ved
§ 83.2 i lov
nr. 594 af 14.06.2011 fra d. 01.03.2011.
Hidtidig formulering:
§ 41. Når begæring om bosondring er taget til følge, deles fællesboet mellem
ægtefællerne overensstemmende med reglerne i skiftelovens kap. 6.
§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skifte
efter en bosondring eller tilfalder denne efter formuefællesskabets ophør, jf.
§ 51 i lov om ægtefælleskifte
m.v., bliver dennes fuldstændige særeje.
§ 42 er ændret ved
§ 83.3 i lov
nr. 594 af 14.06.2011 fra d. 01.03.2011.
Hidtidig formulering:
§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller tilfalder ham efter indgivelsen
af bosondringsbegæringen, bliver hans fuldstændige særeje.
§ 43. Den indkomne begæring om bosondring bliver ved skifterettens
foranstaltning at anmelde til tinglysning i personbogen.
§ 44. (Ophævet).
§§ 45-48. (Ophævet).
§ 49. Enhver af ægtefællerne har ret til at begære ægtepagten
tinglyst i personbogen.
§ 50. (Ophævet).
§ 51. (Ophævet).
§ 52. (Ophævet).
§ 52 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag skal indgives, inden 1 år efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Justitsministeren kan i særlige tilfælde behandle en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen i 1. pkt.
Stk.3. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsforvaltningernes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.
Stk. 4. Statsforvaltningen og justitsministeren kan til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret
§ 52 a er indsat fra d. 01.10.2004 ved § 2.3 i lov
nr. 446 af 09.06.2004:
§ 52 a, stk. 2 er indsat ved § 2.2 i
lov nr. 349
af 06.05.2009 fra d. 01.10.2009 og finder kun
anvendelse for afgørelser, som statsforvaltningen træffer efter lovens
ikrafttræden
§ 52 a, stk. 4 er indsat ved § 2.3 i
lov nr. 349
af 06.05.2009 fra et tidspunkt, der fastsættes af Justitsministeren. Er
ved bekg.
nr. 880 af 05.07.2010 fastsat til d. 01.08.2010
§ 53. Denne lovs bestemmelser kommer også til anvendelse på ægtepagter, som indgås uden for landet, når manden har bopæl her, dog at kvindens myndighed til at indgå ægtepagten bedømmes efter hendes hjemsteds lovgivning.
Stk. 2. Ægtepagt, oprettet af en mand, der ikke har bopæl her i landet, og gyldig efter hans hjemsteds love, er, når han bosætter sig her i landet, gyldig her, for så vidt den ikke strider mod denne lov. I forhold til tredjemand er gyldigheden dog betinget af, at ægtepagten inden 1 måned, efter at manden har taget bopæl her, anmeldes til personbogen; sker anmeldelse senere, regnes retsvirkningen først fra anmeldelsesdagen.
Stk. 3. En ægtepagt, som er oprettet i medfør af artikel 4 i den under 6. februar 1931
mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention, skal, såfremt
parterne eller en af dem på oprettelsestiden er bosat her, for at være gyldig overfor
tredjemand her i landet være tinglyst her. Bosætter ægtefællerne eller en af dem sig
efter ægtepagtens oprettelse her i landet, gælder om indtrædelsen af tinglysningens
retsvirkning regler svarende til de i stk. 2, 2. pkt., fastsatte.
§ 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og
fremmed rets regler om ægteskabets retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i
landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets retsvirkninger.
§ 54. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1926.
§ 55. Efter det i § 54 nævnte tidspunkt kommer loven, dog med de nedenfor angivne
nærmere bestemmelser, også til anvendelse overfor ægtefæller, der har indgået
ægteskab tidligere. Har ægtefællerne levet i formuefællesskab, bevarer enhver af dem
rådigheden over den del af fællesboet, hvorover han hidtil har rådet.
Stk. 2. Reglerne i lov nr. 75 af 7. april 1899 § 11, stk. 1, 2. og 3. pkt., jf. stk. 3, finder vedblivende anvendelse på de der nævnte ejendele, som er indført i boet af hustruen før denne lovs ikrafttræden. Forpligtelser, som i medfør af den nævnte lovs § 12 eller § 13 er kommet til at påhvile fællesboet uden personlig hæftelse for manden, kan søges fyldestgjort i den del af fællesboet, hvorover han råder. Samme lovs § 21, stk. 2, kommer vedblivende til anvendelse på særeje, som er erhvervet før denne lovs ikrafttræden.
Stk. 3. Har en ægtefælle fået erstatningskrav mod den anden ægtefælle i henhold til lov af 7. april 1899 §§ 13, 16 eller 24, eller har han efter denne lovs ikrafttræden indfriet en tidligere opstået forpligtelse, hvis indfrielse ville have hjemlet ham et sådant erstatningskrav, kan der herfor kræves vederlag overensstemmende med reglerne i nærværende lovs §§ 23 og 24.
§ 56. Ægtefæller, der ved denne lovs ikrafttræden helt eller delvis lever i formuefællesskab, kan ved ægtepagt, der tinglæses senest på ikrafttrædelsesdagen, bestemme, at den ældre lovgivnings regler skal vedblive at gælde for ordningen af formueforholdet mellem dem. I ægteskaber, hvor en sådan ægtepagt er oprettet, kommer dog reglerne i nærværende lovs kap. 1 §§ 1-3 og §§ 5-14, kap. 2, § 19, kap. 3, §§ 26 og 27 og kap. 5-7 til anvendelse.
Stk. 2. Ægtepagten er gyldig uden kongelig konfirmation; den er fritaget for stempel- og
anden offentlig afgift.
§ 57. For så vidt der for ægteskaber, der er stiftet før 1. juli 1922, i henhold til
§ 3, stk. 2 eller 3, i lov nr. 212 af 1. juni 1922 om ændring i lov nr. 258 af 28. juni
1920 om indførelse af dansk personret, familieret og arveret i de sønderjydske landsdele
gælder den før den nævnte lov bestående formueordning, har det sit forblivende herved.
Stk. 2. For så vidt ægtefællerne ønsker at indføre dansk rets formueordning eller at
foretage anden ændring i den mellem dem gældende formueordning, skal dette ske ved
ægtepagt, der oprettes og indtegnes i ægtepagtsbogen i overensstemmelse med reglerne i
§ 35 og § 37, jf. kap. 6.
§ 58. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves
Christian den Femtes Danske Lov (for
Færøernes vedkommende samme konges Norske Lov) 5. bog, kap. 1, art. 13, lov nr. 75 af 7.
april 1899 og lov nr. 131 af 27. maj 1908 § 2.
Stk. 2. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i lovgivningen måtte være stridende mod denne lov.
§ 17 i lov nr. 396 af 13.06.1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område) lyder således
§ 17. Bestemmelser om særeje i testamenter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder dog ikke, hvis testator er afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske bestemmelse er gjort uigenkaldelig.
![]()
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11